Peter Sommer stiller et sidste spørgsmål

07Januar

Manden bag 2008’s mest roste plade er tilbage med en vej videre – for sig selv og sin musik, og ingen af delene kommer helt til at ligne sig selv igen. Førstesinglen ’Hvorfor løb vi?’ er samtidig et farvel til en tid præget af alt for meget tvivl …

Mere end fire år er passeret, siden Peter Sommer senest udgav et album i eget navn, og selvom han i mellemtiden har udgjort den ene halvdel af De Eneste To, er det rimeligt at sige, at han denne gang står på egne ben som aldrig før.

For den 38-årige skanderborgenser har ikke blot udskiftet en del af sine sædvanlige musikere med en voksende elektronisk maskinpark på dette sit fjerde soloalbum. Privatfronten har også været præget af opbrud, og Peter Sommers skilsmisse er en central del af fortællingen om Alt forladt. Albummet tager således favntag og brydetag med det rum, han trådte ind i oven på sin lille families fælles fallit:

Selv om 40,2 procent af alle danske ægteskaber efterhånden ender sådan, er det et meget underligt rum at befinde sig. Man ser sig meget til siden og ikke så meget fremad. Stilstand er pludselig den eneste vej frem fortæller Peter Sommer, der dog leder efter døren og vejen ud igen igennem ’Alt Forladt’ 11 sange. Det er ikke lyden af et opgivende menneske, men et søgende menneske. Og først og fremmest et menneske, der har lagt det evindelige skyldsspørgsmål fra sig og tilgivet sig selv for at kunne komme videre i teksten. Med teksten.

Førstesinglen ’Hvorfor løb vi?’, fortæller om et par, som sloges lidt for intelligent for at finde hinanden. Problemerne står i kø, hos os gik de lige ind, som han synger. Det petersommerske univers er med andre ord stadig rigt på sproglige spidsfindigheder.

Men man kan også bare være hurtig og sige, at sangen handler om, hvorfor vi blev skilt. Den rummer en skør og tynd smerte – og behandler den grundtyngende tvivl, som nemt kommer til at fylde alt for meget i et forhold. Jeg indrømmer blankt, at det ikke just er nogen fest at lægge ud med. Det er som at indtage dansegulvet 1. januar. Dagen derpå-dance. Electro, man ikke for alvor har lyst til at danse til. siger Peter Sommer.

Den tungsindige elektroniske produktion på ’Hvorfor løb vi?’ fungerer som et skridsikkert pejlemærke for resten af ’Alt Forladt’. Vi er meget langt fra 2004-debuten ’På den Anden Side’ og dens bløde instrumentering, ligesom det prisvindende og råt rockende Til Rotterne, til Kragerne, til Hundene fra 2008 synes langt væk.

I virkeligheden havde Peter Sommer planlagt at fortsætte med at skrive musik, som han altid har gjort – på en guitar. Til trods for en gammel og indædt kærlighed til britiske triphop-giganter som Portishead og Massive Attack og The Stone Roses’ Ian Brown var det først gennem mødet med Stefan Kvamm via De Eneste To for et par år siden, at Peter Sommer fik troen på, at han kunne forfølge en elektronisk tilgang. Sammen har parret gravet og groovet sig frem til det dunkelt pulserende lydunivers på ’Alt Forladt’.

Jeg tror, jeg har turdet tage skridtet, fordi selvtilliden efterhånden sniger sig ind. Jeg har altid været lidt jovial, når det kom til at lave musik. At man da skal være gode venner, mens man er i gang. Men det bliver dén gang vildere , hvis man driver hinanden nogle nye steder hen og giver sin uforbeholdne fucking mening til kende. Det har nok bare taget mig 10 år at blive så sikker, at jeg har kunnet se sådan på sagen siger Peter Sommer.

itunes

TDC Play



Flere Nyheder