‘Live Shots’ – stor foto-bog med indlagt lyd tager pulsen på D-A-D.

09Januar

’Live Shots’ er et brag af et punktum på et forrygende år for Danmarks største rockband, D-A-D. Den limiterede hard back bog udkommer 14. januar og indeholder 204 sider sprængfyldt med nye fotos samt to CD’er med hhv. live-udgaver og akustiske versioner af sange fra bandets seneste album, ’DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK’.

Vi har fået skubbet os tilbage op på plads, hvor vi som rockband hører hjemme. Det skulle ’Live Shots’ gerne vise. Der er ingen gamle laurbær her – kun de nye. Billederne og musikken er udelukkende 2012, fordi vi vil fejre, at D-A-D står fedt og har det godt med at være her, hvor vi er. Det gennemsyrer både liveindspilningerne, de akustiske udgaver af sangene og de mange billeder. Sådan siger D-A-D’s forsanger, Jesper Binzer, om udgivelsen.

Bogens mange fotos vidner om et band, der i 2012 bare har turneret og turneret og været alle vegne – på store danske festivaler og på små ydmyge rockklubber i udlandet. Mere end 60 koncerter blev det til i 2012, heraf 27 på blot 40 dage rundt i Europa.

Bandets gode ven, Henrik Damgaard, var med det meste af vejen og fik lov til at gå helt tæt på med sit kamera. På og rundt om scenen, i omklædningsrummet, i tour bussen og i studiet færdedes Henrik Damgaard frit. Han var med bandet i Tyskland, Paris, Sverige, Holland, England samt på det meste af bandets DK-turné, på flere festivaler samt i Tivoli.

Og fordi Damgaard er bandets ven gennem mange år, og fordi han fulgte dem overalt, har han kunnet tage billeder, der ligger meget langt fra de ofte opstillede billeder, vi normalt må lade os nøje med, når det kommer til de største navne i showbizz.

Selv siger Henrik Damgaard om billederne: Det her er måske første gang, bandets medlemmer giver sig selv lov til at blive gamle. Billederne er totalt usminkede – intet er retoucheret. Jeg synes, billederne i bogen viser hele spændet i D-A-D, energien, alderen, modningen.

Og Jesper Binzer supplerer: Det der med at holde sig væk og spare sig selv har ingen værdi. Så vågner man jo op til et chok, når man en dag har tabt håret og fået dobbelthage. Man skal være der hele tiden med en tå i vandet. Noget af det fede ved at lave sådan en bog her er, at vi husker at være tilstede på rejsen.

’Live Shots’ er der fuld flamme og tonsvis af effekter på de store danske scener, og der er fire mand på en scene i et hjørne på en rockklub i en europæisk storby. Og vi taler vel at mærke om det samme band. Det er et materiale, der vækker respekt: Efter snart 30 år i vælten, stiller D-A-D sig op og er maximalt indstillede på at levere,  om der er 20 eller 20.000 blandt publikum. Hele den diversitet gennemsyrer bogens billeder.

Dynamikken mellem bandets meget fire forskellige medlemmer, de små og de store steder, det intime på de små klubber og den utilslørede tiljubling i en udsolgt Falkoner Salen. Og sådan er D-A-D. Mainstream i Danmark og et rockband i Europa. Billederne fra de små rockklubber i Tyskland smider med Jesper Binzers ord noget farve ind over det danske mainstream-billede mange måske går og har af D-A-D.

Venskabet mellem fotograf og band opstod for 17 år siden. Henrik Damgaard er restauratør, medejer af restaurant-kæden A Hereford Beefstouw samt Bryggeriet og driver i dag Det Japanske Taarn i Tivoli.

Da han mødte D-A-D boede Damgaard i Hamborg, hvor han i elleve år drev en Hereford-restaurant.

Efter en D-A-D koncert i byen inviterede han bandet og deres crew på en bøf. Hvad han ikke var klar over er, at vejen til D-A-D går gennem deres madhjerter, og aftenen blev starten på et langt venskab, der bl.a. for år tilbage resulterede i den specialbryggede dåseøl Bad Craziness.

Henrik Damgaard har altid fotograferet. Det giver sig selv, at der ikke ligger en stor økonomisk gulerod bag beslutningen om at følge et band med et kamera på alle tider af døgnet, dag efter dag. ”Live Shots” er 100% drevet af passion og lyst. Hvilket ligger i forlængelse af D-A-D’s eget DNA og den drivkraft, der har båret bandet frem gennem 29 år.

Passionen, nærheden, galskaben, spontaniteten, arbejdsiveren, spilleglæden – det hele stråler ud af bogens sider. Og mens man bladrer i ”Live Shots”, kan man sætte en af de to indlagte CD’er på anlægget og opleve Danmarks største rockband i alle dets facetter: ”The Campfire Favorites EP” indeholder nedbarberede, akustiske udgaver af fem sange fra det aktuelle album ’DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK’, mens ”Home Alive” er et helt live-album med 11 numre optaget i en fyldt Falkoner Salen i april 2012.

Musikken kan ikke købes andre steder end i denne bog. Poul Bruun – medstifter af Medley Records – har været med til at udvælge bogens billeder og har skrevet bogens forord.

Og D-A-D? De er flyvende!  I første del af 2013 spiller bandet koncerter i Sverige, Frankrig, England, Tjekkiet, Tyskland og USA, mens det bliver til ganske få koncerter herhjemme. I februar udkommer det seneste studiealbum i stort set hele Europa, og i april-maj udkommer det i USA, Japan samt dele af Sydamerika. 2013 bliver et år, hvor der kigges meget ud.
’Live Shots’ udkommer på Mermaid Records i et limiteret oplag på 2.500 eks. d. 14. januar.

Bogen kan købes i landets musikforretninger eller bestilles via webshop:

http://dad.sonymusicshop.dk/

itunes

TDC Play



Flere Nyheder