VETO forløser nye følelser og formater

21Januar

VETO har skruet op for spilleglæden, produktiviteten og kreativiteten ved at kaste sig over EP-formatet. På Point Break – bandets andet udspil på fire måneder – føles sporskiftet som en forløsning, selvom Troels Abrahamsen også synger om konflikter på hjemmefronten.

VETO’S nye udspil deler titel med en legendarisk actionfilm fra 1990’erne, og selvom bandet ikke refererer direkte til blockbusteren, er den danske kvintet på jagt efter noget af det samme som Point Breaks surfende bankrøvere. VETO’s medlemmer søger også det øjeblik, hvor en bølge har rejst i tusindvis af kilometer for at brydes i brændingen. Hvis det forrige udspil, Sinus fra september 2012, var et billede på de konstante op- og nedture, som privatlivet havde budt medlemmerne gennem nogle turbulente år med familiedødsfald og -forøgelser, er Point Break en kreativ kulmination:

»Alt det, vi har opbygget, siden vi udgav vores seneste rigtige album (Everything Is Amplified fra 2011, red.), er ved at blive indløst. Det er i hvert fald første udløsning, om man så må sige. Med Sinus eksperimenterede vi med EP-formen, nu er den en realitet, og det føles som forløsning i bandet,« forklarer forsanger Troels Abrahamsen.

En decideret lettelse

Det er ikke, fordi VETO’s fem medlemmer er blevet dovne, at de har kastet sig over det kortere EP-format. Men efter tre succesfulde, ædle, prisvindende og anmelderroste albumudspil valgte bandet, som oprindelig fandt sammen i et usselt øvelokale i Lystrup nær Aarhus for mere end 10 år siden, i fjor at lægge det lange format på hylden. I hvert fald for en tid. Processen med at skabe et dusin sammenhængende sange passede ikke længere med de fem medlemmers kreative rutiner, hvor sangene gerne bliver til en håndfuld ad gangen, hvorefter inspirationen ekkoer ud. Derfor drænede det at skulle fortsætte at fylde sange på en udgivelse:

»Det føles bare ikke flydende at lave et helt album længere, og paradoksalt nok, er vi vel i virkeligheden mere produktive nu. Det er meget tilfredsstillende, at arbejdet med Point Break så hurtigt udmunder i en EP til vores publikum,« mener Troels Abrahamsen.

Ifølge bassist Jens Skov Thomsen har det været en decideret lettelse at sadle om:

»Når man kun udgiver musik hvert tredje år, skal det også helst holde tre år. På den her måde er en smule af presset taget af vores skuldre. Hvis ikke vi rammer tre radiosingler, er det ingen katastrofe. Der kommer jo noget nyt om et halvt år, og vi har aldrig brudt os om at indrette vores musik efter folks forventninger,« pointerer han.

Behov, ønsker og lyster

VETO-medlemmerne fornemmer lykkeligvis, at deres trofaste og koncertglade publikum sætter pris på den højere udgivelsesfrekvens. I februar og marts spiller østjyderne – tre af dem bosat i København – 30 koncerter, fordelt på turnéer til Tyskland, Danmark og resten af Europa.

»Vi er ved at bygge noget op i udlandet, hvor der er stadig mere bud efter os. Det er meget opmuntrende, at vores publikum stadig vokser,« erklærer Jens Skov Thomsen.

På turnéerne vil fansene af det matematisk fascinerede rockband uvægerligt lægge ører til elektronisk summende og så pludseligt eksplosive kompositioner, som på tekstsiden tager favntag med en ny side af voksenlivet. Et liv på godt og ondt. I ’Consumer Logic’ kaster Troels Abrahamsen sig således ud i det dilemma, det er som forælder at måtte sætte sine egne behov til side.

»Sangen handler om den følelse, man kan have af at føle sig berettiget til at få opfyldt nogle ønsker og lyster, som der ikke nødvendigvis er plads til længere,« fortæller den 29-årige forsanger, der på et andet nummer, nemlig den heftige førstesingle ’Battle’, skildrer de brydekampe, som et parforhold af og til byder på.

»Det handler om en uforsonlig konflikt, men modsat gamle dage ved man efterhånden, at temperamentet damper af igen. Alt er ikke på vippen, fordi man føler sig uretfærdigt behandlet eller lignende,« siger Troels Abrahamsen, som i det hele taget har fornyet sit perspektiv, efter at han blev far for nogle år siden:

»Når man begynder med at lave musik, er man enormt i sine følelsers vold. Så rammer man en identitetskrise, og nu nærmer jeg mig vel en 30’er-krise. Ha-ha. Man bliver mere afslappet, mere mellow, med årene. Men det er altså ikke det så samme som at blive magelig. Hvis vi var magelige, ville vi fortsætte med at forfølge den samme lyd og udgive i samme trygge albumformat.«VETO er med andre ord fortsat på vej. Og når bølgen brydes i brændingen, betyder det ikke, at rejsen stopper brat. Vandet trækker sig tværtimod tilbage og vender tilbage med fornyet kraft. Muligvis før, end man aner.

itunes

TDC Play



Flere Nyheder