Mø søger roen og pulsen

21Marts

Den danske sangerinde og sangskriver Karen Marie Ørsted alias MØ har netop udgivet sin anden single, ’Pilgrim’. Nummeret, som handler om flugt fra samfundet, har fået meget opmærksom både herhjemme og i udlandet.

Lige gyldigt om man kigger på magasinforsider eller tager til musikfestival, støder man på MØ. Den 24-årige sangerinde har på kort tid etableret sig som et af de varmeste nye navne i både ind- og udland med sin elektropunkede popmusik, unikke personlighed, samt det visuelle univers. Hendes anden officielle single er netop udkommet, og den er straks blevet P3’s Uundgåelige.

– ’Pilgrim’ skal forstås som en trang til at rejse langt væk på dannelsesrejse, finde sig selv og finde ind til kernen. En trang til at flygte fra det “falske” og “syge” samfund, der er styret af overfladiske medier, skøre politikere og diverse livsstilssygdomme. Finde ind til roen og pulsen i sit eget indre, fortæller MØ.

’Pilgrim’ er et af de numre, som har lagt det musikalske fundament for hendes karriere. Efter at have rumsteret i flere år i undergrunden som en del af det anarkistiske pigeelektropunkband Mor, tog MØs solokarriere fart i sensommeren 2012, hvor hun mødte produceren Ronni Vindahl. Han var med til at forme lyden, og allerede i efteråret fik ‘Pilgrim’ en del opmærksomhed hos blandt andre The Guardian og Pitchfork.

MØ er netop kommet hjem efter at have spillet på den toneangivende branchefestival SXSW i Austin. Foran sig har hun adskillige spændende koncerter henover foråret og sommeren – herunder P3 Guld, Northside, Vega, The Great Escape Festival, Live at Leeds, Øresundsfestivalen og Hultsfred.

Se den fulde koncertliste her:
http://www.skandinavian.dk/artister/mo/

Se videoen til ”Pilgrim” her:
http://www.youtube.com/watch?v=M5uIVBxWZVU

itunes



Flere Nyheder