”Jeg tænker på dig altid”

07September

Marcus Gordon udgiver i morgen, fredag d. 8/9, sin nye single ’Altid’- et nummer der byder på storladne følelser, fortvivlelse og flydende toner.

Med sin musik vil Marcus Gordon fortælle om private følelser men samtidig også relater-bare historier. På Marcus’ tidligere nummer ’Byen’ fik vi lov at komme helt ind under huden på den unge urban artist, men med det nye track ’Altid’, får lytteren lov til at skabe sit eget personlige billede af historien med den bredtfavnende lyrik, der lægges for dagen.

Om ’Altid’ fortæller Marcus Gordon:
”’Altid’ handler om at have noget eller nogen på hjertet, en følelse som man bare ikke kan slippe, uanset hvor meget man prøver. Sangen handler om netop den følelse, og om hvad det medfører at have det sådan – det er både fedt at tænke på en, men også meget frustrerende”.

Marcus Gordon har som alt sit andet musik produceret nummeret selv.
”Når jeg går ind i processen, starter jeg med at skabe et univers omkring sangen. I begyndelsen af ’Altid’ er der f.eks. en lyd, der lyder som om, den går baglæns – det er noget, der er med til at vise en fortvivlet scene i et meget fortvivlet univers”.

Med sangen kommer også en musikvideo, som Marcus Gordon har været i Paris for at filme. Musikvideoen er med til at binde historien sammen og efterlader et helhedsindtryk. ”Ideen bag videoen er, at det skal virke som om, du er i aftermath, når du ser den. Du er i en eftervirkning af en eksplosion, som allerede er sket én gang. Når man hører sangen og ser videoen samtidig, giver det hele mening”, fortæller Marcus.

Du kan i øvrigt opleve Marcus Gordon på Ideal Bar den 19.9.17



Flere Nyheder