Please install minimum flash player 7.0.0
Download at www.adobe.com

Danske stjerner hylder legenderne

We Proudly Present… er en koncertrække, hvor hjemlige musikere viser deres respekt for historiens største sangskrivere. Første arrangement bød på tolkninger af Bob Dylans udødelige sange, og i fremtiden får blandt andre Bruce Springsteen og Leonard Cohen dedikeret en aften.

Musik er en bevægelig størrelse, hvor inspirationer og tolkninger af fortiden er en væsentlig drivkraft mod fremtiden. Men klenodierne skal stadig behandles med respekt. Det er med baggrund i de tanker, at Sony Music har udviklet og arrangeret koncertrækken ”We Proudly Present…”, som byder på unikke musikalske sammenstød.

Over seks aftener optræder danske musikere med egne versioner af sange fra en kunstner, som har betydet noget for dem. Copenhagen Jazzhouse lægger lokaler til de eksklusive arrangementer, der hver har fokus på én bestemt udenlandsk musikalsk sværvægter. Det hele blev for nyligt skudt i gang med ”We Proudly Present… Bob Dylan”, hvor kunstnere som Kira Skov, Christian Hempler, Malthe Fischer fra Oh No Ono og Christian Hjelm fra Figurines deltog. Og 4. juni bliver dørene slået op for en aften i Bruce Springsteens tegn.

Bag initiativet står Johannes Dybkjær Andersson, der i en årrække har arrangeret koncerter og klubber rundt om i landet. I sin egenskab af marketingmanager for Sony Music arbejder han til daglig med bagkataloget til Columbia Records, hvor blandt andre Bruce Springsteen, Bob Dylan, Johnny Cash og Leonard Cohen er i folden.

- Jeg er ustoppeligt begejstret for nogle af de artister, jeg får lov til at arbejde med. De er kunstnere med et evigt liv, fordi deres sange er så universelle, at de hele tiden kan bruges i nye og friske sammenhænge. Og samtidig har jeg altid forsøgt at støtte op om dansk musik. Så det virkede som en god måde at kombinere tingene på, for vi forsøger at tilføje noget nyt både til legenderne og til de danske musikere, siger Johannes Andersson.

De sidste fire We Proudly Present …-koncerter ligger til efteråret, hvor der blandt andet bliver dedikeret en aften til Johnny Cash.