Fra årsskiftet har Sony Music med stolthed overtaget det fulde katalog fra legenden og rockikonet Jimi Hendrix. Det omfatter bl.a. et helt nyt album med 12 hele numre, som i denne forbindelse udgives for første gang!
"Valleys of Neptune" er fundet frem fra skattekisten og drejer sig om over en times musik, der primært blev indspillet over en fire måneders periode i 1969 – og sangene er altså de sidste studieindspilninger, som det originale Jimi Hendrix Experience lavede.
Herunder finder man titelnummeret, som i mange år har været blandt de mest eftersøgte Hendrix-sange.
Udgivelsen af ”Valleys of Neptune” er samtidig startskuddet til en større genudgivelsesserie, hvor Hendrix' værker kommer i nye deluxe-versioner.
Hendrix’ efterladenskaber varetages i dag af det familieejede Experience Hendrix LLC, hvor guitaristens søster, Janie Hendrix, er administrerende direktør.
"Min bror, Jimi, var hjemme, når han var i studiet. “Valleys of Neptunes” giver et dybt indblik i, hvor godt han mestrede indspilningsprocessen og demonstrerer, at han var banebrydende indenfor indspilninger, ligesom han var som guitarist. Hans genialitet skinner igennem på hvert af de hér dyrebare numre", siger hun.
Albummet er mikset og delvist produceret af Eddie Kramer, som arbejdede med Hendrix første gang på ”Are You Experienced?” fra 1967.
Aktuelle udgivelser
The Jimi Hendrix Experience - Valleys Of Neptune
08.03.2010

