Kesi går i weekendpsykose på ny single

Den stilsikre rapper vender tilbage med sit bud på dansk hiphop anno 2014. På første single fra sit kommende album spejler han sig selv og sin berømmelse.

Dansk hiphop har ikke været det samme, siden kollektivet B.O.C. begyndte at smide sange på YouTube i 2010. Blandt andre vakte den blot 17-årige Kesi stor opmærksomhed, og han har siden etableret sig som et fast navn i både overskrifter og hitlistetoppen.

Den nu 22-årige rapper rykker sig væk fra at være slem dreng og udvikler sit talent yderligere på sin nye single ’Søvnløs’. Med produktion af Jens Ole McCoy fra Ukendt Kunstner og Don Stefano har Kesi skabt et track med helt tidstypisk lyd: Leg med autotune, minimalistiske stykker, uventede breaks og skamløst melodiøse hooks. Det betyder også, at han forlader den grime-sound, som prægede hans tidlige udgivelser.

Og som altid tager Kesi udgangspunkt i sit eget liv som ung mand i storbyen i sin lyrik. På ’Søvnløs’ fortæller han om, hvordan successen kan sitre i hovedet på en Nørrebro-dreng som ham:

– ”At få succes kan være som en psykose. Og for mig resulterede det i, at jeg tog vildt meget i byen. Pludselig kunne jeg komme ind på alle mulige klubber. Folk kiggede på mig, når jeg trådte ind i et rum, og der kom masser af mennesker til mine koncerter. I sangen her bygger jeg det op som noget virkelig glamourøst, for torsdag, fredag og lørdag er et univers, hvor du kan føle dig urørlig. Men jeg piller også ved det glamourøse billede, for når du nu står her igen endnu en weekend, så er du heller ikke kommet længere”, forklarer Kesi.

’Søvnløs’ sætter Kesi i relief. I strømmen af unge rappere er han livsnyderen. Det er ham, der går til modeshows, det er ham, Euroman lister blandt landets bedst klædte, det er ham med en stærk bevidsthed om, at der er meget mere derude. Både for ham selv og for de, der også hele tiden hungrer efter mere.

Nummeret er forløber for Kesis andet album og cementerer hans hiphop-rødder efter en afstikker til grime tidligt i karrieren. Hans første officielle single var ’Byen Sover’, og siden fulgte blandt andet ’Født I Dag’, Fissehul og ’Ku Godt’. Han debuterede med albummet ’Bomber Over Centrum’ i februar 2012 og hans mixtape ’Ung Hertug’ kom i januar 2013. Kesi har optrådt på Roskilde Festival og Distortion.

Kontakt Os

Hvis du gerne vil i kontakt med os, er du velkommen til at skrive til os her på siden. Vil du gerne i kontakt med specifikke afdelinger eller personer, kan du sende en mail til [email protected], som kan videresende din forespørgsel til rette vedkommende. Du kan også ringe til vores reception på tlf: 33 76 03 00

Vognmagergade 7, 6 - 1120 København, Denmark

Copyright © 2017 - 2019 Sony Music Entertainment. All Rights Reserved.

Privatlivs & Cookie Politik